Du er her: AU Forskning  Gnosis Dokumenter Grundlagspapir

Grundlagspapir

Forskningscenter GNOSIS

GNOSIS er Aarhus Universitets pædagogisk-filosofiske forskningsinitiativ til studiet af sind og tænkning. Det er tale om et tværfakultært initiativ, som skal supplere AUs igangværende forskning, undervisning og vidensdissemination med en kritisk pædagogisk-filosofisk vinkel.

Sammenfatning

GNOSIS’ første forskningsprojekt E2008-E2011er en undersøgelse af neurovidenskabernes nybrud og konsekvenser med særligt henblik på læringsstrategier.

Projektet planlægges indløst i henhold til fire perspektiveringer

•        Tesen er, at sindets og tænkningens problematik spaltes i ’mind and brain’, hvorved den traditionelle tematisering af “ life of mind” provokeres.

Formålet er at undersøge, hvordan bevidsthedsfænomenet bliver problematiseret anderledes og med hvilke konsekvenser.

•        Tesen er, at problematiseringsformen for personlighed (forstået) som (identisk med) hjernen er kontraintentionel reduktionistisk.

Formålet er at kortlægge nedsivningskonsekvenserne i læringsstile og identitetsdannelser.

•        Tesen er, at den neurovidenskabelige beskrivelse af den lærende hjerne genfremstiller en klassisk modstilling mellem arv og miljø.

Formålet er at undersøge de etiske konsekvenser af den tendentielle afskaffelse af kropslig privathed.

•        Tesen er, at de nye synliggørelsesteknologiers historie er kongevejen til at fatte forholdet til naturen, og dermed for at forstå vidensforholdet.

Formålet er at analysere konsekvenserne for klassiske distinktioner som det levende og det døde, af det indre og det ydre etc.

GNOSIS agter hvert år at udbyde et ph.d.-kursus.

GNOSIS offentliggør sine forskningsresultater løbende.

GNOSIS afslutter Projekt I med en hvidbog over projektets resultater.

Baggrund

 Det er AUs ambition at være i front. Hertil hører imidlertid også et moment af selvrefleksion og selvbesindelse, dvs. en metarefleksion over erkendelsesbetingelser og en besindelse i forhold til sociale konsekvenser generelt og i forhold vidensformationen i særdeleshed. I den videnskabelige verden ændrer fokus sig løbende, og GNOSIS’ egenforskning skal afspejle disse ændringer – bl.a. ved samtidsdiagnostisk at udpege de dominerende tendenser i vidensformationen (lige fra vidensproduktion til vidensdissemination).

GNOSIS’ opdrag er at følge ’la formation de l’esprit scientifique’ (Bachelard 1938) på de nye betingelser, som er skabt med læreanstalternes rolle i ’det lærende samfund’, hvor autonomi og monopol er brudt.

Initiativet er nødvendiggjort af krisen for det humboldtske universitet, hvor idealet var ’Bildung durch Wissenschaft’ (Humboldt 1809). Med de presserende europæiske universitetsreformer, der kendetegner samtiden, stiller spørgsmålet om ’den videnskabelige ånds dannelse’ sig anderledes end tidligere, da vidensanstalternes forhold til det omgivende samfund er anderledes. ”Bildung” er vidensbaseret overskridelse; de klassiske mål var de lærdes republik. Som sagen stiller sig i samtiden er vidensanstalternes selvkredsen brudt, hvorfor der fordres en anderledes ’Revolution der Denkart’ (Kant 1798).

For det første handler det ikke længere om dannelse gennem videnskab, men om hvorvidt der findes videnskabelig dannelse. Den videnskabelig ånd formes (dannes) i sammenhæng med vidensproduktionen (forskning, uddannelse, dissemination). For det andet er grundspørgsmålet nu i hvilken henseende denne formation kan forlænges i en overskridelse til karakteren Intellektuel, med hvad dette måtte indebære af selvrefleksion, selvbesindelse, engagement og entusiasme – og rettigheder.

I: Fra dannelse gennem videnskab til videnskabelig dannelse

II: Fra videnskabelighed til intellektualitet

GNOSISs opdrag er med andre ord en ’Kritik af den videnskabelige dannelse’ - forstået som undersøgelse af mulighedsbetingelserne for og omfangslogikken af den videnskabelige dannelse i den generelle vidensproduktion.

For så vidt ’épistémologie’ bestemmes som teorien om betingelserne for og formen for vidensproduktion og dennes historie i de forskellige konkrete vidensfelter, er GNOSISs opdrag et épistémologisk anliggende. For så vidt der fokuseres på at betænke konsekvenserne heraf, er GNOSISs opdrag mere end et épistémologisk anliggende. Vidensformationens selvbesindelse indebærer såvel en selvoverskridelse som en selvbegrænsning.

Hertil tjener en meditation.

Forskningsfelt

GNOSISs forskningsfelt udgøres af en épistémologisk refleksion over tre erkendelsesledende spørgsmål:

1)     Hvad er tænkning?

2)     Hvad er forskningsetik?

3)     Hvad er videnspolitik?

Spørgsmålstegnene markerer , at der er tale om et selvfølgelighedstab, som iværksætter efterforskningen efter en erstatning i en ny selvfølgelighedsinstallation i form at en midlertidig historisk betinget svaren. Svaret er en motiveret begrundelse. [1]

Det giver ikke sig selv hvor, hvornår, hvordan, hvorledes der tænkes, og frem for alt giver det ikke sig selv, hvem der tænker, altså hvilken instans der er subjekt for tænkningen. Der gives ikke et endeligt svar, men der protesteres ikke mod, at det er et relevant spørgsmål, hvor analysen i sig selv er resultatet, og der installeres uvilkårligt et historisk og sociologisk subjekt. Det giver heller ikke sig selv, hvad forskningsetik er for et sagsforhold, men det bliver et stadig mere påtvingende tema, hvorvidt der er grænser for viden. Det handler ikke længere så meget om, hvorvidt der er grænser for, hvad der kan vides noget om, men om man vil vide dét, man kan vide. Og i forlængelse heraf melder sig spørgsmålet så om, hvilke instanser der afgør en eventuel begrænsning. Hvem er subjekt for begrænsningen? Dermed har viden sit eget politiske rationale, som imidlertid heller ikke giver sig selv, for hvordan og hvorledes bestemmes ytringers acceptabilitet, og hvilke instanser bestemmer, hvad der er relevant viden? Hvem er subjekt for acceptabilitet, og hvorledes afgøres stridigheder desangående?

De tre teoretiske spørgsmål kan sammenlignes med såkaldte ”mantraer”, der er en meditation værd, hinsides de praktiske historisk og sociologisk forsøg på svaren, som udgør de konkrete videnskabelige discipliner.

For at udføre GNOSISs forskningsprojekter er det nødvendigt at råde over en orkestreret kompetencebuket. Det er nødvendigt, at buketten ikke er sammenfaldende med forefundne discipliners historisk tilfældige sagligheder og fagligheder og deres organiserede kvalifikationer. Med allusion til Kant kan det bestemmes som ’det ikke-kyklopiske-princip’. For tiden handler det imidlertid ikke om almen dannelse men derimod om en post- eller metavidenskabelig dannelse. Vejen til en sådan går fortsat gennem en hård disciplinering i og af konkrete videnskabelige kvalifikationer, således som de historisk og sociologisk – altså traditionelt forekommer. Dog er man henvist til at benytte en anden taksonomi for at skræve over disciplinerne. Bestræbelsen er forskellig fra den tværfaglige eller tværvidenskabelige tilgangsvinkel. Der i bogstaveligste forstand behov for tværfakultære vidensprofiler , idet der med ’fakulteter’ her henviser til den originale betydning af fænomenet i form af sindsevner, der i sidste instans også ligger til grund for de historiske fakultetsforanstaltninger ved middelalderuniversiterne og disses mere moderne arvtagere ved læreanstalterne.

Den épistémologiske analyse er selv en del af arven fra oplysingsfilosofiens ’science de l’homme’ (humanvidenskab, altså ”menneskevidenskab” - ikke at forveksle med ’humaniora’ på dansk). Vi taler ikke om videnskabsdisciplinernes objekter, men om disciplinernes forhold til deres objekter, deres betingelser for vidensproduktion vedrørende disse objekter og konsekvenser heraf.

Et kompetenceberedskab er således nødvendigt: GNOSIS søger at sammensætte et bundt, hvor vidensprofilerne hver for sig og tilsammen er i stand til at sætte sig ind i, medvirke til at videreudvikle og formidle de store europæiske videnstraditioner, som alle er tvunget til reformation givet omstændighederne (gouvernement, globalisering, markedsgørelse etc.). Idéhistorisk set lader det sig ikke gøre at transformere en ontologisk fordeling af fagfelter og sagfelter mellem traditionerne; det lader sig heller ikke gøre at anvende en videnskabsteoretisk eller metodisk oversættelse mellem dem. Alene en social épistémologies konstruktion på idéhistorisk grundlag med udgangspunkt i vidensprofiler eller i fakulteter (savoir faire, gøren, evnen, kunnen, dannen) formår at overskride bolværkerne.

Den praktisk testbare teoretiske tese GNIOSIS intervenerer med hævder, at følgende profilsammensætning kan ”do the job”:

•        En åndsvidenskabelig vidensprofil (”Geisteswissenschaft”)

•        En samfundsfilosofisk vidensprofil (”social science”)

•        En livsvidenskabelig vidensprofil (”science de la vie”)

•        En adfærdsvidenskabelig vidensprofil (”behaviorial science”)

Med denne taksonomi kan ’det humane’ i dets forholdsformer – som nu aktuelt viden – problematiseres som henholdsvis karakteren sindsvæsen, fornuftsvæsen, fysiologisk væsen og naturvæsen.

 

Forskningsprojekt I

GNOSISs forskningsprojekt E2008-E2011 er en undersøgelse af neurovidenskabernes nybrud og konsekvenser med særligt henblik på læringsstrategier.

En simpel diagnose tilsiger, at neurovidenskabernes succes og det forventningspres de er pålagt er oplagt som case. Der offentliggøres mere end 100.000 videnskabelige papers om året inden for forskningsfeltet, som således er truet af implosion. Og langt størsteparten er ikke længere ”old school” hjerneforskning, men papers der knytter an til og supplerer opdagelserne med reference til andre forskningsfelter. Samtiden er vidne til et generelt opbrud i den klassiske opdeling i discipliner, der var bestemt af fagfelter, og erkendelsesinteressen bliver i stigende grad bestemt af sagfelter, som opfordrer til en multidisciplinær tilgang. Der er tale om en række opbrud, som tilskynder til kreativitet og innovation via nye teknologier og samarbejdsformer. Disse opbrud har mere end videnskabelige konsekvenser, nemlig også personlige og sociale konsekvenser, hvilket endegyldigt har bragt forskningen ud af institutionerne.

Dette gælder generelt, men det mest presserende opbrud i samtiden er provokeret af et épistémologisk brud inden for neovidenskaberne, et brud som på sin side er provokeret af nye teknologier. Det pågældende brud må forventes at få erkendelseseffekter for andre discipliner i form af ombrud i deres specifikke problematikker.

Projektet skal følge udviklingen og dens organisering, deltage i udviklingen og kritisk vurdere de videnskabelige effekter for andre discipliner og traditionelle indsigter samt påpege personmæssige og sociale konsekvenser - herunder betænke tilrettelæggelsen af uddannelsessystemets tidssvarende undervisnings- og læringsstrategier, kvalifikationstilegnelse og kompetenceudvikling.

Projektet planlægges indløst i henhold til fire perspektiveringer med hver sit fokus. Tilsammen kan de fastholde ærkeperspektivet og i et samspil dels udvikle og anvende viden, der er relevant for de konkrete videnskabelige nybrud, dels stipulere konsekvenserne og dels åbne over for supplement.

Delprojekt 1: Sindets løngange

En generel undersøgelse af hvorledes GNOSISs tre ærkespørgsmål stiller sig i det neurovidenskabelige gennembrud, og af hvordan de besvares. Tesen er, at sindets og tænkningens problematik spaltes i ’mind and brain’, hvorved hævdvundne traditioners tematisering af “ life of mind” - inden for eksempelvis filosofien, livsvisdommen, psykoanalysen og semiotikken - ikke kun bliver fornyet, men også risikerer at gå tabt, fordi neurovidenskabens succes ikke animerer til konferering. Mere specielt drejer det sig om, at bevidsthed (og dermed selvbevidstheden) som tema bliver problematiseret anderledes, fordi hjerneforskningen mener at have fundet en teknologisk orienteret vej til bevidsthedsfænomenet, hvorved forestillingen om opmærksomhed (forstået som ”awareness til forskel fra ”attention”) glider i baggrunden og giver ophav til ny opmærksomhedsøkonomi, hvor det gælder om at fange opmærksomheden. Når det ubevidste ikke længere er et tema, og hjernen rykker i centrum, medfører det en restringering af sanseligheden . Begge dimensioner er af afgørende betydning for læreprocesser og socialisationsprocesser i det hele taget, og provokerer uagtet klassiske sociologiske parametre som køn, alder, afstamning og tilhørsforhold.

Delprojekt 2: Hjernecentrisme

En kritisk undersøgelse af samtidens hang til at søge sandheden om mennesket i hjernen. Tesen er, at neurocentrismen er reduktionistisk, og uforvarende kaster vrag på de mest avancerede indsigter i neuroforskningen egne brede indsigter; reduktionismens nedsivningseffekt i læringsstrategier har derfor uheldige konsekvenser – så som forhastede køns- og aldersdifferentieringer. Delprojektet skal dels kortlægge tendenserne i neurovidenskaberne og deres dissemination i ”bindestregs”-discipliner; dels betænke den stille revolution det medfører for forestillingen om identitetsdannelse, når vi i kraft at neurocentrismen bliver vores hjerne. Hermed bliver hjernekapaciteten afgørende, og lokaliseringen af centre i hjernen som følge af synliggørelsesteknikker forårsager et ”shortcut” af den tænkende hjerne. Den rationelle tænkning (forstået som kognition, intelligens, forstand og fornuft – oplysning som evnen til at træde ud af den selvforskyldte umyndighed via offentlighed), der tidligere blev betragtet som mennesket udmærkelse, fremstår nu som banale kontakter og signaler mellem neuroner, - en betragtning som endog er reduktionistisk i forhold til de neurale netværk og sanseligheden som sådan. Eksempelvis diagnosticeres indlæringsvanskeligheder, uro og usikkerhed som forbindelsesproblemer i hjernen og ikke som pædagogiske problemer; tilsvarende med psykiske dysfunktioner. Hermed er der sket et afgørende skift i problematiseringsformerne vedrørende den identitetsdannelse, der har karakteriseret den vesterlandske individualitetsforestilling. Konsekvenserne heraf er endnu ikke stipuleret.

Delprojekt 3: Fysiologisering

En undersøgelse af neurovidenskabens udsigelseskraft vedrørende udvikling. Efter at ’the human genome’ blev kortlagt stod det klart for forskningen, at der meget vel kunne identificeres dispositioner , som kan give anledning til generel socialhygiejne, men samtidigt at den informationskapacitet, genomet bærer, er ganske begrænset. Tesen er nu, at den neurovidenskabelige kortlægning af den lærende hjerne forlænger dispositionsprojektet, hvorved tendensen til at lokalisere dispositioner i en fysiologi, i konkrete kroppe, uproblematiseret kommer til at genfremstille en klassisk modstilling mellem arv og miljø. Problemet er ikke nyt, men den måde det stiller sig på medfører, at det ikke kan besvares med gængse etiske håndteringer; derfor savnes en undersøgelse af de etiske konsekvenser af at mere og mere kan kortlægges og offentliggøres med henvisning til hjernefunktioner. Med skiftet i reference fra genetik til hjernefysiologi er der sket en markant forskydning mellem det normale og det patologiske. Og i konsekvens heraf mellem det sunde og det syge. Det ny fokus bliver raskhed, raskhedsfremme og bæredygtighed. Med neurofysiologiens succes er lægemidlernes adressat blevet raskhed. Og den raske hjernefunktion er kommet i centrum og synliggøres til en grad, hvor det er manipuleringsstrategierne og den følgende afskaffelse af privathed og usagthed, der er forskningens impetus. Det foregår ubemærket blot fordi det er muligt; men uden om det etiske spørgsmål om, hvorvidt det er tilsigtet, stilles. Eksempelvis indebærer afskaffelsen af muligheden for at lyve og forstille sig uhørte etiske problemer. At stille disse spørgsmål om grænser og begrænsninger fordrer et indgående kendskab til den menneskelige evolutionshistorie og ændringerne af den indre natur i lyset af omgangen med den ydre natur. Spørgsmålet er om vores fysiologiske ’set up’ kan følge med de nye muligheder. Flere og flere tilstande kan behandles, men skal de behandles, fordi de kan behandles, når nu det vil få konsekvenser for vores evolutionshistorie. Konsekvenser er ikke medtænkt. Den teknologiske synliggørelse af kroppens tanker vil i sig selv medføre en revolution af tænkemåden, men spørgsmålet er om den er ønskværdig.

Delprojekt 4: Naturalisering

En undersøgelse af neurovidenskabens bidrag til realitetsflimmer. Videnskaben har altid benyttet sig af synliggørelsesteknologier, men hvor man tidligere i videnskabshistorien var optaget af det synlige og det sigelige i et umiddelbart forhold i form af observation, da er forholdet brudt i vores samtid. Det er et moderne vilkår at forholde sig medieret til den tabte umiddelbarhed i form af redskaber fra sprog og symboler til chips og vidensregimer. Tesen er, at det er uomgængeligt at gå via redskabshistorien for at fatte forholdet til naturen, og dermed for at forstå vidensforholdet. Indskrevetheden i naturen er også den teknologiske forbundethed, som forandrer naturen. Ved neurovidenskabens ”cutting edge” kan man ikke længere tematisere medieringen som et medie, som kommunikation, som selvstændiggjort port mellem givne instanser - hvad enten der er tale om interaktivitet eller ej. Mediet har ikke blot selvstændiggjort sig og lever et eget distinkt liv. Dette forhold medfører en problematisering af den klassiske distinktion mellem det levende og det døde, mellem det indre og det ydre, mellem cyborgs og avatarer, hvilket igen bevirker, at hele virkelighedsbilledet rystes i sin grundvold. Det står endnu tilbage at analysere disse konsekvenser, fordi det hidtil har været vanskeligt at opfatte foranstaltninger som samfundsdannelser og institutionsdannelse som redskabsagtige afstivninger. Mennesket er ’det endnu ikke fastlagte dyr’, som afstiver sig med anstaltninger af forskellig art, som altså ikke er forlængelser af denne menneskelige natur men er menneskelig natur. Med de nye teknologier bliver det klart, at det immaterielle er ligeså reelt som det materielle, og dette sagsforhold giver sig udslag i en række sociale patologier, når det står klart, at mentale strukturer og adfærdskodekser er lige så naturlige som fysiologien. En indsigt dæmrer da: Når end ikke kroppen kan være sidste referent, må det være et håbløst projekt af gøre hjernen til det.

Med forskningsprojekt I skal GNOSIS ikke bedrive egentlig ’neuroscience’; projektet skal analyse formationen af en bestemt videnskabelig ånd.

Vision

Aarhus Universitet stiller sig ikke tilfreds med at uddanne akademikere. Når man har gennemført en forskeruddannelse ved Aarhus Universitet er man dannet og rustet som intellektuelle, hvilket indebærer, at den enkelte kan overskride sine kvalifikationer i generelle indsigter og reflektere over grænserne herfor. Visionen er, at videnskabeligt personale uddannet ved Århus Universitet er kendetegnet ved et dannelsesmoment, der i praksis brander AU som ’det tænksomme universitet’.

Aarhus Universitet udbyder derfor hver år et ph.d.-kursus modul, der med udgangspunkt i de studerendes erfaringer som yngre forskere skal adressere og tematisere de tre erkendelsesledende ærkespørgsmål. Man skal blive bevidst om den tænkning ens faglighed repræsenterer, blive opmærksom på de etiske grænser af forskellig ens viden kan problematisere, og bedømme sin aktivitet og rolle som vidensproducent i det sociale samspil.

Kurset er særligt tilrettelagt men ikke opdelt efter discipliner.

GNOSIS har til opgave at udvikle og gennemføre et pilotprojekt i samarbejde med fakulteternes ph-d.-ansvarlige. Pilotprojekt af afrapportering skal foreligge inden udløbet af Projekt I.

GNOSIS skal være et sted, hvor tænkning finder sted. ’Villaen’ skal reelt og imaginært være en agora, hvor profiler mødes og tager bestik af anderledes spørgsmål, og et sted der tillige kan fungere som observatorium og laboratorium for ideer til nye uddannelsestiltag.

GNOSIS offentliggør sine forskningsresultater løbende. Projekt I afrundes med en hvidbog.

Inden Projekt Is ophør formuleres forslag til Projekt II, der forelægges rektor.

Lars-Henrik Schmidt

august 2008


[1] Det teoretiske grundlag er en overvejende fransk tradition for historisk épistémologie, således som denne er videreført i Danmark i form af Det socialanalytiske perspektiv.

 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 08.11.2016